Udregn dit BMI!

Indtatst højde i centimeter
(eks: 182):
Din vægt i kilo
(eks: 70.5 - benyt punktum):
Tryk på knappen når du vil se dit BMI



Dit resultat:

BMI mellem 20 og 25 er det optimale. Frugtbarheden kan være nedsat, hvis BMI er mindre end 19 eller over 29.

Livsstil og frugtbarhed

Alkohol
Kvindens indtagelse af alkohol bør være så beskeden som muligt, når hun forsøger at blive gravid. Formentlig nedsætter selv et lille indtag af alkohol (1-5 genstande om ugen) frugtbarheden.

Når kvinden er gravid, frarådes det at hun indtager alkohol.

Mandens indtagelse af alkohol ser ud til at være af mindre betydning. Op til 3-4 genstande daglig menes ikke at påvirke sædkvaliteten nævneværdigt. Højere indtagelse kan nedsætte sædkvaliteten.

Tobak
Det er bevist, at rygning nedsætter frugtbarheden hos kvinder. Hos mænd nedsætter rygning sædkvaliteten. Derfor er det en god idé for begge parter at holde op med at ryge. Du kan få hjælp til rygeophør hos din praktiserende læge. Der er også gode informationer på Kræftens Bekæmpelses hjemmeside (www.cancer.dk).

Kaffe/koffein
Koffein findes i kaffe, te og cola. Der er intet der tyder på, at et moderat indtag af koffein-holdige drikkevarer har indflydelse på frugtbarheden. Muligvis kan et stort forbrug hos kvinden – det vil sige mere end 5 kopper/glas per dag – mindske chancen for at blive gravid.

Medicin
Hvis du tager medicin, bør du være særligt opmærksom på, om den kan påvirke muligheden for at blive gravid, eller om den kan være skadelig for fosteret. Tal med lægen eller apoteket om det. I nogle tilfælde kan kvinden ophøre med at tage medicinen, eller behandlingen kan ændres til et andet præparat, som ikke skader graviditeten. Tal med den ordinerende læge om det.

Naturlægemidler kan vi generelt ikke anbefale, da man ved for lidt om, hvordan de eventuelt kan ændre muligheden for at blive gravid.

Påvirkninger fra arbejdet
De fleste former for arbejde påvirker ikke graviditetschancen. Arbejde der giver risiko for udsættelse for kemiske stoffer (for eksempel organiske opløsningsmidler eller stoffer til skadedyrsbekæmpelse) eller for røntgen-stråling kan muligvis påvirke frugtbarheden. Tal med arbejds­pladsen eller med lægen om disse forhold.

Røde hunde (rubella)
Det anbefales at kvinden får taget en blodprøve, der viser om hun har haft børne­sygdommen røde hunde. Hvis hun ikke har haft sygdommen, bør hun vaccineres, fordi det kan give misdan­nelser hos barnet, hvis kvinden får røde hunde, mens hun er gravid.

Vægt
Både overvægt og undervægt hos kvinden mindsker chancen for at blive gravid. Der er også større risiko for komplikationer under graviditeten og ved fødslen, hvis kvinden er overvægtig.

Normal vægt og overvægt/undervægt bedømmes ud fra såkaldt ”Body Mass Index” BMI mellem 20 og 25 er det optimale. Frugtbarheden kan være nedsat, hvis BMI er mindre end 19 eller over 29. Prøv f.eks beregneren her på siden.

Folinsyre
Tilskud af folsyre/folinsyre anbefales til alle kvinder, der forsøger at blive gravide og i de første 12 uger af graviditeten. Indtagelse af folinsyre nedsætter risikoen for at barnet får rygmarvsbrok. Sundheds­styrelsen tilråder 400 mikro­gram folinsyre daglig.

Hvis kvinden tidligere har født eller aborteret et barn med visse misdannelser i hjernen eller rygmarven (neuralrørs­defekter), tilrådes 5 mg folinsyre daglig. Det samme gælder hvis kvinden tager medicin imod epilepsi.

Vitamin D
En del nye undersøgelser tyder meget på at Vitamin D er lavt hos personer - der som vi - bor i lande med meget lidt sol i mere end halvdelen af året. Der er tilkommet en del undersøgelser der tyder på, at vitamin D tilskud også kan være en god ide ved fertilitetsproblemer, hvis ens vitamin D er lavt.

En undersøgelse er nu også igang for at belyse vitamin D's påvirkning af sædkvaliteten. Den tyder på, at de allerede producerede sædceller kan få nedsat bevægeligheden ved lavt vitamin D.