Efter inseminationen

Man kan opføre sig helt normalt, selv om det nok er en dårlig idé at gå i svømmehallen lige efter.

Man må gerne have samleje omkring inseminations tidspunktet. Kun hvis årsagen til behandling er antistoffer i sædvæsken hos manden, kan samleje være utilrådeligt i de nærmeste dage omkring inseminationen.

Hos enkelte har tidligere behandlinger medført at menstruationen kom inden 14 dage efter insemination. Hos disse patienter, der ofte har PCOS supplerer vi ofte med progesteron behandling i dagene efter insemination. Hvis der gives ekstra progesteron, skal disse tidligst anvendes dagen efter insemineringen har fundet sted.

Gravid?
Du får en graviditetstest med efter insemineringen, som du kan anvende 14-16 dage efter inseminationen, såfremt menstruationen er udeblevet. Det er vigtigt for os at få at vide, hvorledes det er gået; så i alle tilfælde - uanset om du bliver gravid eller ej - bedes du melde tilbage til klinikken. Alle gravide tilbydes skanning hér med henblik på at sikre graviditetsdiagnosen.

Blodprøve
Der tages sjældent blodprøve med progesteron analyse efter inseminationen. Blodprøven kan belyse, om du har haft ægløsning.

Hvis det lykkes
Graviditeten følges med ultralydsskanning som regel til 9-12. graviditetsuge. Alle graviditets resultater (fødsler mm) meldes tilbage til klinikken.