
De ubefrugtede æg opbevares i petri-
skåle og den oprensede sæd tilsættes
med en pipette
IVF står for In Vitro Fertilisation og kaldes på dansk også reagensglasbefrugtning. IVF behandlingen indebærer, at æggene udtages fra æggestokkene og befrugtes med mandens sæd i en plastikskål i et varmeskab i laboratoriet. Alt efter omstændighederne tilsættes der ca. 100.000 oprensede sædceller til hver enkelt ægcelle.
Dagen efter ægudtagningen undersøges ægcellerne for befrugtningstegn, befrugtningen kan bekræftes ved at der findes to ”forkerner” (pronuclei) – én fra ægcellen og én fra sædcellen.
På andendagen undersøges de befrugtede ægceller, nu kaldet embryoner, for delinger. Delingerne undersøges både kvalitativt og kvantitativt. Embryonerne scores således efter deres udseende i mikroskopet.
I mange tilfælde lægges ét eller eventuelt to befrugtede æg tilbage i livmoderhulen på andendagen. I nogle tilfælde dyrkes æggene i flere dage i laboratoriet, såkaldt blastocystdyrkning.
Hvis der skal foretages zona drilling (asssited hatching), udføres dette umiddelbart før ægoplægningen.