Akupunktur ved fertilitetsbehandling

Akupunktur er en klassisk kinesisk behandling, som muligvis har en gavnlig effekt på graviditetschancen ved fertilitetsbehandling. Vi tilbyder akupunkturbehandling i forbindelse med ægoplægningen, hvis det ønskes.

Fertilitetsklinikken Trianglen har flere anæstesisygeplejersker, der er diplomuddannede akupunktører.

Der er foretaget en del undersøgelser af virkningen af akupunktur i forbindelse med reagensglasbehandling. Trianglen har gennemført sin egen undersøgelse af akupunktur i forbindelse med embryo-oplægningen. Undersøgelsen viste øget graviditetschance hos kvinder, der fik akupunktur lige før og lige efter oplægningen. Resultaterne er publiceret i det anerkendte tidsskrift Fertility and Sterility*. Du kan læse mere om forsøget og resultaterne her.

Det diskuteres fortsat videnskabeligt om og hvor meget akupunktur kan bedre graviditetschancen ved fertilitetsbehandling.

The Cochrane Library er en uafhængig international organisation, der gennemgår videnskabelig evidens for en lang række forskellige behandlinger. I Cochrane’s gennemgang af virkningen af akupunktur** i forbindelse med reagensglasbehandling er konklusionen:

”Data i denne meta-analyse tyder på, at akupunktur øger chancen for at få et levendefødt barn i forbindelse med IVF-behandling, når den gives omkring tidspunktet for embryo-oplægning. Det kan imidlertid skyldes placebo-virkning og det lille antal studier, der indgår i dette review. Større studier er nødvendige for at bekræfte resultaterne”

*Westergaard LG et al. Acupuncture on the day of embryo transfer significantly improves the reproductive outcome in infertile women: a prospective, randomized trial. Fertil Steril. 2006 May;85(5):1341-6. 

**Cheong YC et al. Acupuncture and assisted conception. Cochrane Database Syst Rev. 2008 Oct 8;(4):CD006920.