Om hormonet FSH

Follikel Stimulerende Hormon (FSH) er et hormon, der dannes i hypofysen og som får ægblærerne (folliklerne) i æggestokkene til at vokse. FSH kan bruges som en slags mål for æggestokkenes kapacitet til at producere ægceller. Hvis æggestokkene er ”sløve”, skruer kroppen op for FSH-koncentrationen, så et højt FSH tal er tegn på nedsat funktion af æggestokkene og nedsat ”æg-reserve”.

FSH ændrer sig gennem kvindens menstruationscyklus. Derfor er det vigtigt, blodprøven bliver taget på det rigtige tidspunkt (dag 2-3 af menstruationen). Ved at måle FSH og østradiol tidligt i cyklus, kan man måle den individuelle maksimale FSH værdi og ved østrogen-værdien kontrollere, at FSH blev taget på det rigtige tidspunkt. FSH værdier kan kun tolkes, hvis der samtidig foreligger måling af østradiol koncentrationen. FSH værdien kan kun bruges, hvis den samtidig målte østradiol koncentration er meget lav (”umålelig”).

Gennemsnitligt er FSH lav hos yngre (under 8 IE/L) (Internationale Enheder per Liter) og stiger med alderen til de højeste værdier omkring overgangsalderen (over 25 IE/L). Jo lavere FSH er hos den enkelte kvinde, jo større sandsynlighed er der for at æggestokkene vil have nemt ved at producere ægceller af god kvalitet. 

På Fertilitetsklinikken Trianglen behandles kvinder med FSH værdier op til 15, idet man over denne værdi, kun vil have yderst ringe chance for fødsel af normalt barn, som følge af fertilitetsbehandling. 

Læs også om Medicin der indholder FSH ved IVF og ICSI eller om Typer af hormonstimulation.

FSH koncentration (IE/L)Betydning for fertilitetsbehandling
Under 7Flot
Under 10Æggestokken plejer at kunne stimuleres uden problemer
Mellem 10 - 15Low responder: oftest problemer med stimulation af æggestokkene
Over 15Ved så høje vardier opnås sjældent graviditet og fødsel
Over 25Æggestokkene er ikke længere i stand til at producere æg (graviditet er ikke muligt)