Kvindelig infertilitet

De hyppigste årsager til infertilitet hos kvinder er:

  • Kvindens alder og ægkvalitet
  • Ødelagte æggeledere (tubafaktor) (20%). Det kan skyldes tidligere underlivsinfektioner (bl.a. Klamydia) eller graviditeter uden for livmoderen.
  • Uregelmæssige menstruationer (20-30%). Det er ofte tegn på forstyrrelser i ægløsningen og kan være forårsaget af PolyCystisk Ovarie Syndrom (PCOS), stofskiftesygdomme, for tidlig overgangsalder, for lavt BMI eller overtræning. Uregelmæssige blødninger kan også skyldes små polypper eller muskelknuder i livmoderen, der gør det svært for det befrugtede æg at sætte sig fast.
  • Endometriose (5%)
  • Livsstilsfaktorer

    Book en konsultation

    Hvis du har forsøgt at blive gravid i mere end et år (eller mindre, hvis du er over 37 år) uden resultat, anbefaler vi dig at booke en konsultation.

    FAQ

    Skal æggelederne fjernes, hvis de er ødelagte?

    I nogle tilfælde kan det være en god idé. Hvis æggelederne er udspilet af væske, kan det fordoble muligheden for at opnå graviditet, hvis æggelederne fjernes før reagensglasbehandling. Æggelederne kan fjernes ved en kikkertoperation. Lukkede æggeledere, der ikke er udspilede af væske behøver ikke at blive fjernet.

    Hvad hvis man som kvinde er steriliseret og nu ønsker barn?

    Sterilisation af en kvinde foretages ved at blokere passagen igennem æggelederne. Det kan være foretaget ved at der er sat små metalklips på æggelederne eller ved at et lille stykke af æggelederne er fjernet. Der er to muligheder for behandling:

    • Den mest effektive metode er reagensglasbehandling. Ved reagensglasbehandling benyttes æggelederne ikke, og det er derfor uden betydning, at de er blokeret.
    • Den anden behandlingsmulighed er at forsøge at genetablere passagen gennem æggelederne ved en operation. Generelt er chancen for at blive gravid lille efter denne procedure.

    Skal kvinden tage folsyre/folinsyre?

    Ja. Indtagelse af folsyre før man bliver gravid og indtil graviditeten er 12 uger henne nedsæter risikoen for at barnet får misdannelser i hjerne og rygmarv (”neuralrørsdefekter”). Sundhedsstyrelsen (www.sst.dk) anbefaler en daglig indtagelse af folsyre på 0,4 mg per dag. Hvis kvinden i en tidligere graviditet har haft et barn med neuralrørsdefekt, eller hvis hun eller hendes mand er født med neuralrørsdefekt er den anbefalede daglige dosis 5 mg.

    Hvis kvinden ikke kan producere æg, kan vi så behandles med æg fra en af vores kvindelige venner, som gerne vil hjælpe?

    Ja. Loven om ægdonation er ændret fra 1/10 2012 og det er nu tilladt at bruge ”sin egen donor”. Se mere her

    Hvad er PCOS?

    PCOS er en forkortelse af PolyCystisk Ovarie-Syndrom. Det betyder, der er mange små æg-blærer (”cyster”) i æggestokkene (ovarierne). Det kan ses ved ultralydskanning. Ægblærerne udvikler sig ikke eller kun meget langsomt til modne æg, og derfor får kvinden ofte en meget lang menstruationscyklus med op til flere måneder mellem menstruationerne. Samtidig er der også ofte en forskydning af hormonbalancen, så der er for mange mandlige hormoner. Det kan medføre kraftig behåring, specielt i ansigtet, genitalier, på brysterne, arme osv. Se mere om behandlingsmuligheder under PCOS.

    Hvad er endometriose?

    Endometriose er en tilstand, hvor livmoderslimhinde-væv vokser forskellige steder i bughulen. Det er en ”godartet” sygdom, som dog kan være særdeles generende. Der kan være endometriose i bughinden, i æggestokkene og i sjældnere tilfælde også andre steder, for eksempel i tarmen og blæren. I æggestokkene viser endometriose sig ofte som endometriose-cyster, der har et ret karakteristisk udseende ved ultralydskanning. 

    Endometriose giver ofte smerter op til og under menstruationen. Endometriose kan også gøre det sværere at blive gravid. Hvis der er store endometriosecyster i æggestokkene, er det en fordel at operere dem væk, før der foretages fertilitetsbehandling. Endometriose forhindrer ikke fertilitetsbehandling, hverken insemination eller reagensglasbehandling. 
    Se mere om endometriose her.