Fertilitetsbehandling med Assisted Hatching

Assisted Hatching (AHA) kan i nogle tilfælde forbedre graviditetschancen ved IVF og ICSI. Vi har mulighed for at foretage AHA med det mest avancerede laserudstyr på markedet. 

Hvorfor Assisted Hatching?
Ægcellen er omgivet af en ”skal”, der kaldes zona pellucida. De første celledelinger foregår inden for denne æggeskal. Når embryonet når blastocyst-stadiet, skal det ”klække” (engelsk: ”hatch”) ud igennem denne skal, for at kunne grave sig ned i livmoderslimhinden. 

Der har været teoretiske overvejelser om, om nogle embryoner ikke kan ”hatche” ud igennem skallen og derfor ikke bliver til graviditeter af den grund. Derfor kan man hjælpe klækningen ved at svække skallen. Det kan gøres ved under mikroskop at lave små huller i skallen med en meget tynd laser-stråle. Denne procedure kaldes assisted hatching. 

The Cochrane Library er en uafhængig international organisation, der gennemgår videnskabelig evidens for en lang række forskellige behandlinger. I Cochrane’s gennemgang af virkningen af assisted hatching i forbindelse med reagensglasbehandling er konklusionen: 

Assisted hatching er en teknik, der nogle gange anvendes ved IVF (in vitro fertilisering) og tilsvarende procedurer. Metoden indebærer, at den skal, der omgiver det befrugtede æg, gøres tyndere, eller at der laves huller i den. Det er blevet foreslået, at det kan øge chancen for at embryonet sætter sig fast i livmoderen, så en graviditet kan starte. I denne gennemgang af randomiserede kontrollerede studier var der ikke evidens for, at assisted hatching øger chancen for at få et levendefødt barn, men der var en øgning i andelen af flerfolds-graviditeter. Der var en vis evidens for, at assisted hatching kan øge chancen for at en graviditet indtræder hos kvinder med flere forgæves IVF behandlinger, men der er behov for mere forskning.